TRODSALDER...

Ok den der trodsalder.... Oh my goooooood! Den kommer op i en vis pige vitterlig i løbet af ét sekund. Fuldkommen uventet, uden tegn på at der er noget under opsejling. Nej BANG lige i hovedet på én, når man mindst venter det. Og så skal man bare reagere på bedste vis.

Hvad er det lige der sker inde i hovedet på en treårig pige, når man i det ene øjeblik leger og har det hylende morsomt. Der er blevet fjollet, klukket af grin og givet mor klap i numsen hele morgenen, og nu er tiden så kommet til at vi skal ud af døren og i børnehave/vuggestue.

Jakken kommer på, ligeså sko og tilmed huen -alt sammen i et strålende humør! Så sker det.... det mest forfærdelige i verden... Pigen beder moderen om hjælp til at få vanter på, og moderen svarer "lige et øjeblik, så skal jeg hjælpe dig, skal bare lige have hevet blusen helt ned over hovedet på lillebror og så kommer jeg".

Så sker der det, at verden simpelthen ændres, den tager ganske enkelt en ordentlig rutchetur, vendes på hovedet og rystes en gang.
"naaaaiiiiiiiii, du skal hjælpe mig NUUUUUUU!"
Wow, hvad skete der lige! Det er måske rimelig logisk (og tilmed rimeligt) at jeg lige skal have ordnet påklædningen her færdig, og det er jo ikke som om at jeg har bedt dig vente 1 time... eller ½ time eller 10 min .... eller 2 minutter for den sags skyld. Du har ordnet alt det anden selv (hvilket i øvrigt er skøøøønt), men nu skal det bare være NU, at vanterne skal ordnes og mor HAR BARE at være der!
"Jeg skal nok komme lige om lidt. Du kan jo prøve selv at tage dem på, ligesom du har været SÅ dygtig selv at tage alt det andet på"
"Naaaaaiiiiiiii, du skal gøre det. NUUUUU!"
"Nej, jeg skal lige være færdig med lillebror og så kommer jeg!! (færdig, punktum, basta.)"

Vrææælll, skrig, hysteri...
Den lykkelige morgen blev, i løbet af den tid det tog at kigge på vanterne, afløst af noget nær en VIRKELIG dårlig start på dagen.

Så ønsker man at der sad en knap med "TIME OUT" på væggen, sådan en rød knap man kun må trykke på, når man vitterlig føler at nu stopper vi lige tiden, skruer den 1 minut tilbage og så tager vi den lige en gang til. For så kan det rent faktisk være at man kan følge med..

Så blev blusen hevet helt ned over hovedet på lillebror og armene kom ud i ærmerne, for det blev man jo også lige nød til og tiden er kommet til storesøster.
"Så er jeg her. Skal vi få taget de vanter på?"
"Neeeeeiiiiiii jeg kan seeeelv!!!"
Jamen okey så, mor er slet slet ikke forvirret. Var det ikke mit krav om at du lige måtte vente og evt selv prøve, som startede dette helvede?...
"Ok, du tager dem på selv, og så må du sige til hvis jeg skal hjælpe"
Ynk, ynk, ynk...
"Jeg kan iiiiiiiikkk få fingerene ud i fingrene-eeee (fingervanter.. typisk! at det også lige er de mest besværlige vanter i verden der er blevet valgt..)!

Vanterne kommer på og vi fortsætter mog børnehave/vuggestue -GO' dag!!!